Farver påvirker følelser, energi, fokus og adfærd.

I 80'erne sad jeg ved spisebordet. Fanget – fastlåst – ved papiret. Omgivet af bjerge af blyantsspåner og viskesmuld.

Min utæmmede fantasi fik frit løb, og der fandtes ingen krav fra en modtager. Jeg var fri. Og det var fantastisk.
Jeg fungerede i det. Lige dér.

Bogstaver, hajer, biler og jordhuler med hele gangsystemer blev tegnet. Hver eneste dag.

Jeg vidste ikke dengang, hvor meget det betød for mig at have fundet en udtryksform – en måde at bearbejde alle dagens indtryk på.
Jeg vidste bare, at når jeg sad der, kunne jeg slappe af og lade blyanten og farverne tale for mig.

I dag ved jeg hvorfor.
Og jeg bruger det stadig på samme måde.

I dag kalder jeg det Colored Outbursts.
Et udbrud af tanker og indtryk, som ville ødelægge mig, hvis ikke de fik lov til at bryde ud og leve.

Pludselig var skitseblokke ikke store nok, og verden åbnede sig..

I begyndelsen af 90'erne begyndte bogstaverne og figurerne at søge ud af skitseblokkene og ud i verden. Væggene blev lærreder. Natten blev arbejdsrum.

Det, der begyndte som tegninger ved et spisebord, udviklede sig til mange år i gader og stræder, hvor spraydåser og farver blev mit sprog.

Graffiti var aldrig bare maling på en væg. For mig var det et talerør. En måde at sige: Jeg er her. Vi er her. Tænk over verden omkring dig.

Bogstaver, symboler og billeder blev sat der, hvor folk ellers kun forventede grå beton og tomme flader.

For hvorfor skal en væg bare være en væg?

Hvorfor skal en flade ikke give dig en oplevelse?
Hvorfor skal den ikke inspirere?
Hvorfor skal den ikke få dig til at standse op og tænke?

De mange år i nattens rum satte deres spor. Den energi, spontanitet og rå ærlighed lever stadig i min kunst i dag.

Graffiti: Et kunstnerisk råb fra byens vægge!

Alene om natten, gav jeg væggen en stemme.

I begyndelsen af 90'erne begyndte bogstaverne og figurerne at søge ud af skitseblokkene og ud i verden. Væggene blev lærreder. Natten blev arbejdsrum. 

Det, der begyndte som tegninger ved et spisebord, udviklede sig til mange år i gader og stræder, hvor spraydåser og farver blev mit sprog. 

Graffiti var aldrig bare maling på en væg. For mig var det et talerør. En måde at sige: Jeg er her. Vi er her. Tænk over verden omkring dig.

Bogstaver, symboler og billeder blev sat der, hvor folk ellers kun forventede grå beton og tomme flader.

For hvorfor skal en væg bare være en væg?

Hvorfor skal en flade ikke give dig en oplevelse?
Hvorfor skal den ikke inspirere?
Hvorfor skal den ikke få dig til at standse op og tænke?

De mange år i nattens rum satte deres spor. Den energi, spontanitet og rå ærlighed lever stadig i min kunst i dag.

Graffiti: Et kunstnerisk råb fra byens vægge!

Hvorfor skal en flade blot være en passiv adskillelse mellem rum A og rum B?
En væg kan være meget mere end det. Den kan fortælle noget. Den kan give en oplevelse. Den kan inspirere, provokere eller få mennesker til at standse op et øjeblik og tænke. 

En væg kan efterlade et subtilt indtryk, som lægger sig i underbevidstheden og først senere får beskueren til at tænke. 

Jeg har altid haft svært ved at acceptere, at så mange flader i vores verden bare står tomme og tavse. For mig er en væg ikke bare en væg – den er en mulighed.

En mulighed for at give noget tilbage til dem, der passerer forbi.

En oplagt chance for at bryde med den stringente, designede og alt for gennemtænkte verden, vi lever i.

Jeg balancerer mellem graffiti, realisme og abstraktion.

Graffitien har aldrig forladt mig. Den lever stadig i min måde at arbejde på – i energien, spontaniteten og i den frihed, jeg giver mine billeder.

I dag bevæger min stil sig ofte i et limbo mellem det fotorealistiske og det abstrakte. Nogle elementer kan være præcise i proportioner, former og farver, næsten som om de forsøger at fastholde virkeligheden. Andre dele bryder pludselig fri – opløses, flyder ud eller eksploderer i farver og bevægelse.

Det er i det spændingsfelt, jeg arbejder. Mellem kontrol og kaos. Mellem det planlagte og det spontane.

Den balance stammer i høj grad fra graffitien. Fra de mange timer, hvor beslutninger skulle træffes hurtigt, hvor intuition og bevægelse var vigtigere end perfektion.

Selvom mine lærreder i dag kan være noget helt andet end de vægge, jeg arbejdede på dengang, lever den samme ånd stadig i mine værker. En rå energi. En vilje til at bryde rammerne. Og en konstant søgen efter det øjeblik, hvor billedet begynder at leve sit eget liv.